Jeg skider på gulvet af foragt, hvis jeg skal høre flere der
bruger ordet ”omstillingsparat”. Jeg har svært ved at se det positive ved dette
ord. Det er sådan set ikke fordi jeg er imod konceptet om at tilpasse sig, men
fordi jeg har ufatteligt svært ved at bruge ordet omstillingsparat om mig selv, uden at føle mig totalt
personlighedsberøvet.
Jeg skal ikke sidde her og have ondt af mig selv, imens jeg
gemmer mig bag min MacBook med en kop Nescafé og en spandauer fra Lidl. Jeg har
ikke ondt af mig selv, men jeg har ondt af min generations evige søgen på at
passe ind i systemer, der ikke har været omstillingsparate
nok, til at passe ind i min generations systemer. Jeg har brugt timer, dage,
uger og år på at blive klar. Klar til at være omstillingsparat. Jeg tror jeg misforstod noget som teenager, da
jeg fik opfattelsen af, at det hele handlede om at danne en identitet, så man
kunne stå stærkt i sin videre livsrejse. Nu handler det tilsyneladende om at
være en basic bitch der skal kunne have et stramt suit på, men også gerne være
casual-lerskulptør-agtig og helst ikke bære en læbestift der er meget mørkere
end kaukasisk mellemkød, for det ved vi alle sammen godt betyder, at man er
frisky og har været med i et ”M!” Magasin i 00’erne. (hvad fanden blev der
egentligt af ”M!”? Hvis nogle ved noget, så henvend jer gerne, men helst ikke
til mig.)
Hvorfor er det at man skal tvinges til at lyve for sig selv
og sin kommende arbejdsplads? Vi kan jo for helvede ikke alle sammen rende
rundt og være ekstroverte, korrekturlæsende, humoristiske, servicemindede,
skarpøjede, klaverspillende, børsopdaterede, håndtegnende, pulsliderlige,
hyperdynamiske, idegenererende, chokoladekagebagende, openmindede og omstillingsparate, vel? Er jeg den
eneste hvis patter slæber langt hen af gulvet, med en brosten i hver, fordi jeg
er så træt af at blive følelsesmæssigt gruppevoldtaget af systemer, der påstår
at være innovative? Hvad er det egentligt for noget pis? Hvem er det der sidder
derude og synes at nævnte hurra-ord, omstillingsparat,
har lige så meget værdi som evnen til at omgå sig socialt eller at læse og
skrive?
Kan vi ikke lige få kammertonen engang? Omstillingsparat er blevet jongleret ned i den forkerte ord-definitionskasse.
Det skal vidst flyttes til kassen med ”korpulent”, ”Overflødighedshorn” og ”badutspringer”,
altså ord som man bruger ca. 2 gange i sit liv, og som man aldrig rigtigt
identificerer med noget seriøst i tilværelsen. Kan det virkelig passe, at
størstedelen af Danmark render rundt og synes at omstillingsparathed ikke bør kategoriseres som et skældsord? Hvem
fanden skal man lade sig røvpule af, for at få et Amen!?
Med venlig hilsen
Mathilde, en genstridig møgfisse
