At italesætte kurver og forskellighed, gør mig ikke lykkelig

Af Mathilde

Kære tøjindustri, hvis I virkelig ønsker at omfavne alle kvindekroppe, så hold op med at larme. I er nemlig rigtigt mange der larmer og vi er rigtigt mange med en kvindekrop, der snart får rigtigt mange meget lange patter af det.

 mange der er trætte af det. for vi er mange jovt at være en lille tynd pind uden bryster,

Vi befinder os midt i en tid, hvor vi ihærdigt forsøger at gøre oprør mod de sidste mange års stereotype skønhedsidealer. Det er jo sådan set vældig positivt og konstruktivt for selvværdet hos en stor del, af især unge. Hvor fantastisk ville verden ikke være, hvis vi kunne fokusere på de smukke aspekter af tilværelsen, i stedet for at forsøge at skabe vores ideelle ydre, ud fra et latterligt og støjende udvalg af skyr med bær, workout with Kayla og you-can-do-it naivitet på billige plakater? (Nej tak, jeg vil ikke være med i dit granola helvede.) Tænk hvis vi så på alle kroppe, med samme blik?

Især undertøjsindustrien deler disse tanker med os forbrugere. Det prøver de i hvert fald at få det til at se ud som om, at de gør. Overalt spotter jeg kampagner, der gør brug af modeller med, hvad der for mig er, normale kroppe. De er ikke blege for at plastre deres butiksvinduer til, med neon farvet lille-pige typografi, der skærer sig vej igennem vores hornhinder og forplanter sig på indersiden af vores kranier. Jeg har svært ved at forstå budskabet i disse kampagner. Min opfattelse er at de gerne vil informere os om, at de som brand hylder individualitet blandt kvinder og at alle kvinder trygt kan komme til dem. Det er som udgangspunkt meget tydeligt, i deres brug af retorik; ”ALL SHAPES ARE  BEAUTIFUL”. Jeg har bare enormt svært ved at absorbere dette budskab uden en følelse af mistillid til brandet.

Selvom det er fuldstændig fantastisk at sætte fokus på et fyldestgørende problem som dette, i et samfund pyntet med bryster på busser og kilometerlange ventelister til ”bootylicious” hold i Fitness World, så køber jeg den ikke. Det får mig til at bide tænderne sammen i foragt, når jeg støder på disse kampagner. Jeg får en følelse af skam, når jeg vidner til desperate forsøg på at nå en målgruppe, som ingen interesse har i et blive sidestillet med begrebet ”anderledes”. Jeg synes det er patetisk og dobbeltmoralsk helt ned i sin essens.

Det gør ondt i mine øjne at se på omtalte skizofrene vinduesfolie, der prøver at overbevise nogen, måske mest brandsne selv, om at ”WE LOVE CURVES”. Måske har jeg misset noget, men er det ikke netop pointen, at vi skal neutralisere synet på den perfekte krop? Hvorfor bliver der så gjort et så ihærdigt forsøg på at minde os alle sammen om, at vi skal se forskelle i stedet for ligheder?

Chromat is smart.

Chromat has a casual approach to the female body.
Be like Chromat.

Kommunikation i praksis

Kommunikation. Ja det er satme, da, en finurlig størrelse. Nogle gange, kan jeg blive helt i tvivl om, hvorvidt jeg bare ikke udtaler mig tydeligt nok eller om jeg evt bør begynde at klappe stavelserne når jeg skal forklare mig. 

Jeg er den eneste halvdel af cunttown som stadig regerer på singlelandets slagmarker. (ja, Mathilde har jo valgt at slå et slag for integration og er nu i fast forhold med en næsten velintegreret nordmand. Elsker dig Øystein!!) Nå men! Jeg har simpelthen måtte droppe Tinder og Happn (de to eneste "kødmarked" apps jeg havde) af den årsag at jeg tydeligvis ikke formår at formulere mig ordentligt, så mit budskab kommer ud. Bevares, jeg ved godt at tinder/happen nok ikke er stedet din soulmate befinder sig, eftersom de fleste mænd vidst bare swiper alt til højre, med pikken (jeg forestiller mig seriøst at nogle af dem, bruger pikkemand til dette) og håber på det bedste, MEN jeg bliver virkelig i tvivl om min egen evne til at (dette ord er tema, væn jer til til det) kommunikere, når jeg direkte skriver: "Hey jeg oooorker ikke uopfordrerede dickpics" og alligevel indenfor en uge modtog intet mindre end 12 stks. Nu vil jeg ikke betegne mig selv som værende sippet, og jeg er faktisk rigtig ærgelig over det ikke var mig der fandt på at gemme alle uønskede dickpics og lave dem til en udstilling og tjene boksen på den for for "kunst" men Hey venner, det er altså svært at både skulle være totalt cool og casual med alting med heller ikke en sur kost. Det sekund jeg modtager et dickpic, ved jeg jo godt hvad afsenderen tænker. Det er nok ikke noget i stil med "åh hende der, bliver alletiders kone og den bedste mor i verden, vi bliver så lykkelige og skal bage speltboller og økokanelsnegle hver søndag med vores 2,1 barn og leve lykkeligt i vores nyrenoverede murermester villa i Vanløse" Nææææ, jeg tror nærmere at de tænker " hende der, hun skal bare saves midt over, rives i håret til hun skriger og straffes for mit mindreværd og lave selvtillid"

Og her er det så at jeg må se lidt indad og tænke over, hvilke signaler jeg udsender, eftersom det tydeligvis ikke er nok at sige nej tak, fordi mit look åbenbart skriger at jeg er typen man boller på kopimaskinen til julefrokosten, inden man smutter hjem og ligger i ske med sin røvsyge kone.. jo jo og her gik jeg og troede at jeg lignede en pæn pige, typen der går til spejder. Ja en meget kær veninde har endda sagt: "Meggie du finder aldrig en ordentlig mand, når du ser sådan ud" Nå, men, i stedet for at sætte mig hen i hjørnet og surmule sammen med en flok neo feminister med hår under armene, momjeans, grydeklip, uplukkede øjenbryn, soyakaffe i økobæger, halskæde fra kvindesmedjen på staden og generel forkælet og tvær attitude over livet, har jeg valgt at tage den udfordring op og gøre det til et antropologisk studie at finde ud af, hvorfor jeg føler jeg sender ét signal, men tydeligvis udsender et helt andet. -Tro det eller ej, denne her halvdel af cunttown ville jo gerne ha' læst havbiologi el antropologi, men da jeg ikke ejer selvdisciplinen eller evne, til at sidde stille i mere end 10 minutter af gangen, blev uni noget jeg overlod til den anden del af cunttown. Til gengæld, kan man altid invitere mig med i zoo, hvis man gerne vil høre random facts om dyr, eller sidde på en bænk i 4 timer og snakke om mennesker.

Nå men for at vende tilbage til bloggens tema, KOMMUNIKATION, måtte jeg jo indse at der også findes noget der hedder nonverbal communication. Og det er nok der, den går galt for mig. Jeg ser jo nu en gang ud som jeg gør og dette tiltrækker så åbenbart fuckboys og psykopater, som fluer til en lort. Well that sucks, for jeg er jo egentlig godt tilfreds med mit "look". Nå, men jeg vil dog kaste mig ud i et projekt og i en hel uge virkelig forsøge at trække i den fodformede, usexede, pædagogstuderende, humanitære, kamillethe elskende dragt aka momjeans og sweater og se om der sker noget i forhold til folks reaktioner på mig... stay tuned venner og lad os se om der kommer en ny "forbedret" Meggie i 2018.

Selv tak!!! 

Metallictastic lips y'all

Nej tak til kødpølselæber i denne omgang. 

Her får I en hardcore omgang med Lime Crimes "Raven" toppet med "Black Unicorn".

Enjoy or go to hell. XOXO Cunt Town <3