At italesætte kurver og forskellighed, gør mig ikke lykkelig

Af Mathilde

Kære tøjindustri, hvis I virkelig ønsker at omfavne alle kvindekroppe, så hold op med at larme. I er nemlig rigtigt mange der larmer og vi er rigtigt mange med en kvindekrop, der snart får rigtigt mange meget lange patter af det.

 mange der er trætte af det. for vi er mange jovt at være en lille tynd pind uden bryster,

Vi befinder os midt i en tid, hvor vi ihærdigt forsøger at gøre oprør mod de sidste mange års stereotype skønhedsidealer. Det er jo sådan set vældig positivt og konstruktivt for selvværdet hos en stor del, af især unge. Hvor fantastisk ville verden ikke være, hvis vi kunne fokusere på de smukke aspekter af tilværelsen, i stedet for at forsøge at skabe vores ideelle ydre, ud fra et latterligt og støjende udvalg af skyr med bær, workout with Kayla og you-can-do-it naivitet på billige plakater? (Nej tak, jeg vil ikke være med i dit granola helvede.) Tænk hvis vi så på alle kroppe, med samme blik?

Især undertøjsindustrien deler disse tanker med os forbrugere. Det prøver de i hvert fald at få det til at se ud som om, at de gør. Overalt spotter jeg kampagner, der gør brug af modeller med, hvad der for mig er, normale kroppe. De er ikke blege for at plastre deres butiksvinduer til, med neon farvet lille-pige typografi, der skærer sig vej igennem vores hornhinder og forplanter sig på indersiden af vores kranier. Jeg har svært ved at forstå budskabet i disse kampagner. Min opfattelse er at de gerne vil informere os om, at de som brand hylder individualitet blandt kvinder og at alle kvinder trygt kan komme til dem. Det er som udgangspunkt meget tydeligt, i deres brug af retorik; ”ALL SHAPES ARE  BEAUTIFUL”. Jeg har bare enormt svært ved at absorbere dette budskab uden en følelse af mistillid til brandet.

Selvom det er fuldstændig fantastisk at sætte fokus på et fyldestgørende problem som dette, i et samfund pyntet med bryster på busser og kilometerlange ventelister til ”bootylicious” hold i Fitness World, så køber jeg den ikke. Det får mig til at bide tænderne sammen i foragt, når jeg støder på disse kampagner. Jeg får en følelse af skam, når jeg vidner til desperate forsøg på at nå en målgruppe, som ingen interesse har i et blive sidestillet med begrebet ”anderledes”. Jeg synes det er patetisk og dobbeltmoralsk helt ned i sin essens.

Det gør ondt i mine øjne at se på omtalte skizofrene vinduesfolie, der prøver at overbevise nogen, måske mest brandsne selv, om at ”WE LOVE CURVES”. Måske har jeg misset noget, men er det ikke netop pointen, at vi skal neutralisere synet på den perfekte krop? Hvorfor bliver der så gjort et så ihærdigt forsøg på at minde os alle sammen om, at vi skal se forskelle i stedet for ligheder?

Chromat is smart.

Chromat has a casual approach to the female body.
Be like Chromat.