Sider

mandag den 11. december 2017

Mandag i den kollektive limousine

Mandag morgen i metroen. Du står der og prøver at fokusere på den musik der spiller i dine ører, for du har brug for at koble godt af, inden du skal kobles på i de næste otte timer. Men det er svært at abstrahere fra menneskekorsettet som du er spændt ind af. Egentligt kunne du jo ligeså godt returnere dit træningslatexkorset, som du købte på Ebay i sidste uge, med intentionen om at komme til at ligne Nicki Minaj inden for et par dage. Det var sørme spild af penge tænker du nu, når du står klemt imellem en ældre kvindes bryster og en snottet unges leverpostejsmad. Godt du ikke tog dine hvide jeans på. Godt, at du i det hele taget ikke ejer et par hvide jeans.

Ikke nok med at du er placeret i en ufrivillig human centipede, så er du  tvunget til at tage stilling til om manden foran dig, ja ham med joggingbukserne, der helt sikkert står af på Christianshavn St., mon har haft fækal opkast inden hans entre i metroen, eller om han bare har børstet tænder i en hundelort, som han fandt på vejen. Du kan desværre ikke bevæge dit ansigt væk fra tyndskids diffuseren, for der står en lille firkantet dame, med en tilsvarende firkantet rygsæk, og krammer det gule håndtag ved siden af døren, som en mentalt syg igle. Hun står der også tre stationer senere, for Gud forbyde at hun skulle stresse for at komme ud af metrodøren. Så skide være med om de restende 500 mennesker skal udsættes for et scenarie, tilsvarende moshpittet til en The Prodigy koncert, fordi de er nødsaget til at foretage en U-vending rundt om hendes kvadratiske korpus, så snart de har crowdsurfet sig ind i metroen.


I al denne frustration, kommer du til at fokusere på freakshowet der udspiller sig foran dine hævede øjne, i stedet for Bai-D der forfører dine ører med lydsex. Hele dette helvede gennemgår du mandag til fredag, i en psykotisk karrusel af herpesjuice og en udefinerbar hovedbundsagtig lugt. Men mandag er den værste, for egentligt ville du jo bare gerne være blevet hjemme og spist osterejer med holidaydip og onaneret som en syg abe. Sådan gik det bare ikke på denne grå, våde, stormende, kolde, mørke mandag morgen. Du er tvangsindlagt til endnu en dag på kontoret, hvor du løbende skal give din chef rim-jobs som en børnelokker i et fængsel, for ikke at få fyret en laksko op i endetarmen, og havne på fortovet. Ja, og der sidder du så, på en slidt kontorstol fra 1995, med gul skumgummi på vej ud af siderne, og tæller minutterne til at du ubemærket kan gå ud og tage kop kaffe nummer 7 i dag, hvorefter du kan sætte dig på lokummet og blive betalt 180 kroner i timen, for at presse en Snickers ud. Og hvad har du så lært i dag? Du har lært at det er en fed idé at vende din skærm lidt til venstre ved 13-tiden. Der går din chef nemlig rundt uden for det glasmontre du er placeret i, og snakker i telefon med nogle vigtige mennesker, som højst sandsynligt bliver betalt en del mere end 180 kroner i timen. Nå jo, så har du selvfølgelig også lært hvordan man binder sine snørebånd på fem forskellige måder, det så du på youtube.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar