Mandag i den kollektive limousine

Mandag morgen i metroen. Du står der og prøver at fokusere på den musik der spiller i dine ører, for du har brug for at koble godt af, inden du skal kobles på i de næste otte timer. Men det er svært at abstrahere fra menneskekorsettet som du er spændt ind af. Egentligt kunne du jo ligeså godt returnere dit træningslatexkorset, som du købte på Ebay i sidste uge, med intentionen om at komme til at ligne Nicki Minaj inden for et par dage. Det var sørme spild af penge tænker du nu, når du står klemt imellem en ældre kvindes bryster og en snottet unges leverpostejsmad. Godt du ikke tog dine hvide jeans på. Godt, at du i det hele taget ikke ejer et par hvide jeans.

Ikke nok med at du er placeret i en ufrivillig human centipede, så er du  tvunget til at tage stilling til om manden foran dig, ja ham med joggingbukserne, der helt sikkert står af på Christianshavn St., mon har haft fækal opkast inden hans entre i metroen, eller om han bare har børstet tænder i en hundelort, som han fandt på vejen. Du kan desværre ikke bevæge dit ansigt væk fra tyndskids diffuseren, for der står en lille firkantet dame, med en tilsvarende firkantet rygsæk, og krammer det gule håndtag ved siden af døren, som en mentalt syg igle. Hun står der også tre stationer senere, for Gud forbyde at hun skulle stresse for at komme ud af metrodøren. Så skide være med om de restende 500 mennesker skal udsættes for et scenarie, tilsvarende moshpittet til en The Prodigy koncert, fordi de er nødsaget til at foretage en U-vending rundt om hendes kvadratiske korpus, så snart de har crowdsurfet sig ind i metroen.

I al denne frustration, kommer du til at fokusere på freakshowet der udspiller sig foran dine hævede øjne, i stedet for Bai-D der forfører dine ører med lydsex. Hele dette helvede gennemgår du mandag til fredag, i en psykotisk karrusel af herpesjuice og en udefinerbar hovedbundsagtig lugt. Men mandag er den værste, for egentligt ville du jo bare gerne være blevet hjemme og spist osterejer med holidaydip og onaneret som en syg abe. Sådan gik det bare ikke på denne grå, våde, stormende, kolde, mørke mandag morgen. Du er tvangsindlagt til endnu en dag på kontoret, hvor du løbende skal give din chef rim-jobs som en børnelokker i et fængsel, for ikke at få fyret en laksko op i endetarmen, og havne på fortovet. Ja, og der sidder du så, på en slidt kontorstol fra 1995, med gul skumgummi på vej ud af siderne, og tæller minutterne til at du ubemærket kan gå ud og tage kop kaffe nummer 7 i dag, hvorefter du kan sætte dig på lokummet og blive betalt 180 kroner i timen, for at presse en Snickers ud. Og hvad har du så lært i dag? Du har lært at det er en fed idé at vende din skærm lidt til venstre ved 13-tiden. Der går din chef nemlig rundt uden for det glasmontre du er placeret i, og snakker i telefon med nogle vigtige mennesker, som højst sandsynligt bliver betalt en del mere end 180 kroner i timen. Nå jo, så har du selvfølgelig også lært hvordan man binder sine snørebånd på fem forskellige måder, det så du på youtube.

Whack Friday

Af Mathilde

Tillykke, du kan købe en fejlproduceret Bodum stempelkande. Ja altså, ikke den med thermo, men den,  som er til dig der er tosset med halvlunken kaffegrums og som ikke har fået undersøgt markedet, inden du fik den omtalte kande smidt i nakken, til den sindssyge pris på 149 kroner. Hvor er det dog skønt med sådan en Black Friday.

Jeg er glad på dine vegne, den stempelkande har helt sikkert løst et problem for dig. Det er nok i virkeligheden ligesom den syntetiske sweater du købte sidste år, ved samme anledning. Den har simpelthen ledt til en endegyldig euforisk lykkefølelse hos dig, har den ikke? Eller de der brækfarvede Moon Boots du købte forrige år, som du fik for en tusselap. Husker du den fantastiske købsoplevelse? Du stod der i din militærgrønne flyverdragt, du vidste jo godt at de brækfarvede Bratz-fødder ikke helt matchede dragten. De matchede heller ikke halstørklædet til hende der stod ved siden af dig, men hun havde fået et af de sidste par i 39. Køen var lang, og du havde ondt i lænden, fordi du havde sovet dårligt, og måske også fordi at du havde spist så mange billige pebernødder, at din fordøjelse var gået i stå. Det ene snørebånd var flæset lidt på den højre støvle, som du stod med under armen, men det var nok fordi det var udstillingsmodellen du fik fat i. Men det var vel også okay. Det retfærdiggjorde du overfor dig selv, i hvert fald. Da du kom op til kassen, råbte ekspedienten med en tør stemme ind i dit ansigt; ”de kan byttes til en anden vare, inden for 10 dage!”, imens hun flåede støvlen ud af armhulen på dig, og forsvandt ind i kødranden, mens du efterladt stod tilbage med store spørgerne, blodsprængte øjne.

”999 kroner skal jeg bede om, er det på kort, er det kontant, er det på Mobilepay, er det på Apple Pay, skal de kunne byttes, vil du have en pose, skal det være en plasticpose, vil du have kvitteringen, skal kvitteringen ned i posen” hvæsede ekspedientens sandstorm af en stemme, ind i dit fjæs. Ja, og før du vidste af det var du som en sædcelle på vej på hen imod nogle skønne duftstiks, med marcipanduft, sammen med dine brækfarvede Moon Boots og cirka 621 andre mennesker. Hmm… Og det kunne da også være, at du lige skulle tjekke kosmetikafdelingen ud. Der var vidst noget med, at man kunne få en pakke med 15 neglelakker, fra 2003, til 100 kroner.

I USA er 10 mennesker døde grundet Black Friday. 10 mennesker på 10 år. 2 af dem blev skudt i en Toys R US i Californien. Jeg håber sgu at det barn fik sin Nerf Gun til jul, når nu der skulle være sådan et helveds postyr. Hvad er det der går igennem hovedet på os, når vi tænker at det er en pisse fed idé at købe et bæbrunt lerfad, som ingen nogensinde har manglet?

Jeg har et godt råd til dig, som har tænkt dig at shoppe på Black Friday: Lad være. Det er en kapitalistisk helvedesmaskine, som suger dig ind og æder dit hjerte, voldtager din hjerne, og lader dig ligge i en sø af mangel på identitetsfølelse og omsorg for dine medmennesker. I øvrigt er det udansk af helveds til. Stop lige op engang. Kig dig om. Tænk dig om. Du har ikke brug for ting, du har brug for kærlighed.


...og så lige en GIF af mit yndlings dyr

At italesætte kurver og forskellighed, gør mig ikke lykkelig

Af Mathilde

Kære tøjindustri, hvis I virkelig ønsker at omfavne alle kvindekroppe, så hold op med at larme. I er nemlig rigtigt mange der larmer og vi er rigtigt mange med en kvindekrop, der snart får rigtigt mange meget lange patter af det.

 mange der er trætte af det. for vi er mange jovt at være en lille tynd pind uden bryster,

Vi befinder os midt i en tid, hvor vi ihærdigt forsøger at gøre oprør mod de sidste mange års stereotype skønhedsidealer. Det er jo sådan set vældig positivt og konstruktivt for selvværdet hos en stor del, af især unge. Hvor fantastisk ville verden ikke være, hvis vi kunne fokusere på de smukke aspekter af tilværelsen, i stedet for at forsøge at skabe vores ideelle ydre, ud fra et latterligt og støjende udvalg af skyr med bær, workout with Kayla og you-can-do-it naivitet på billige plakater? (Nej tak, jeg vil ikke være med i dit granola helvede.) Tænk hvis vi så på alle kroppe, med samme blik?

Især undertøjsindustrien deler disse tanker med os forbrugere. Det prøver de i hvert fald at få det til at se ud som om, at de gør. Overalt spotter jeg kampagner, der gør brug af modeller med, hvad der for mig er, normale kroppe. De er ikke blege for at plastre deres butiksvinduer til, med neon farvet lille-pige typografi, der skærer sig vej igennem vores hornhinder og forplanter sig på indersiden af vores kranier. Jeg har svært ved at forstå budskabet i disse kampagner. Min opfattelse er at de gerne vil informere os om, at de som brand hylder individualitet blandt kvinder og at alle kvinder trygt kan komme til dem. Det er som udgangspunkt meget tydeligt, i deres brug af retorik; ”ALL SHAPES ARE  BEAUTIFUL”. Jeg har bare enormt svært ved at absorbere dette budskab uden en følelse af mistillid til brandet.

Selvom det er fuldstændig fantastisk at sætte fokus på et fyldestgørende problem som dette, i et samfund pyntet med bryster på busser og kilometerlange ventelister til ”bootylicious” hold i Fitness World, så køber jeg den ikke. Det får mig til at bide tænderne sammen i foragt, når jeg støder på disse kampagner. Jeg får en følelse af skam, når jeg vidner til desperate forsøg på at nå en målgruppe, som ingen interesse har i et blive sidestillet med begrebet ”anderledes”. Jeg synes det er patetisk og dobbeltmoralsk helt ned i sin essens.

Det gør ondt i mine øjne at se på omtalte skizofrene vinduesfolie, der prøver at overbevise nogen, måske mest brandsne selv, om at ”WE LOVE CURVES”. Måske har jeg misset noget, men er det ikke netop pointen, at vi skal neutralisere synet på den perfekte krop? Hvorfor bliver der så gjort et så ihærdigt forsøg på at minde os alle sammen om, at vi skal se forskelle i stedet for ligheder?

Chromat is smart.

Chromat has a casual approach to the female body.
Be like Chromat.

Kommunikation i praksis

Kommunikation. Ja det er satme, da, en finurlig størrelse. Nogle gange, kan jeg blive helt i tvivl om, hvorvidt jeg bare ikke udtaler mig tydeligt nok eller om jeg evt bør begynde at klappe stavelserne når jeg skal forklare mig. 

Jeg er den eneste halvdel af cunttown som stadig regerer på singlelandets slagmarker. (ja, Mathilde har jo valgt at slå et slag for integration og er nu i fast forhold med en næsten velintegreret nordmand. Elsker dig Øystein!!) Nå men! Jeg har simpelthen måtte droppe Tinder og Happn (de to eneste "kødmarked" apps jeg havde) af den årsag at jeg tydeligvis ikke formår at formulere mig ordentligt, så mit budskab kommer ud. Bevares, jeg ved godt at tinder/happen nok ikke er stedet din soulmate befinder sig, eftersom de fleste mænd vidst bare swiper alt til højre, med pikken (jeg forestiller mig seriøst at nogle af dem, bruger pikkemand til dette) og håber på det bedste, MEN jeg bliver virkelig i tvivl om min egen evne til at (dette ord er tema, væn jer til til det) kommunikere, når jeg direkte skriver: "Hey jeg oooorker ikke uopfordrerede dickpics" og alligevel indenfor en uge modtog intet mindre end 12 stks. Nu vil jeg ikke betegne mig selv som værende sippet, og jeg er faktisk rigtig ærgelig over det ikke var mig der fandt på at gemme alle uønskede dickpics og lave dem til en udstilling og tjene boksen på den for for "kunst" men Hey venner, det er altså svært at både skulle være totalt cool og casual med alting med heller ikke en sur kost. Det sekund jeg modtager et dickpic, ved jeg jo godt hvad afsenderen tænker. Det er nok ikke noget i stil med "åh hende der, bliver alletiders kone og den bedste mor i verden, vi bliver så lykkelige og skal bage speltboller og økokanelsnegle hver søndag med vores 2,1 barn og leve lykkeligt i vores nyrenoverede murermester villa i Vanløse" Nææææ, jeg tror nærmere at de tænker " hende der, hun skal bare saves midt over, rives i håret til hun skriger og straffes for mit mindreværd og lave selvtillid"

Og her er det så at jeg må se lidt indad og tænke over, hvilke signaler jeg udsender, eftersom det tydeligvis ikke er nok at sige nej tak, fordi mit look åbenbart skriger at jeg er typen man boller på kopimaskinen til julefrokosten, inden man smutter hjem og ligger i ske med sin røvsyge kone.. jo jo og her gik jeg og troede at jeg lignede en pæn pige, typen der går til spejder. Ja en meget kær veninde har endda sagt: "Meggie du finder aldrig en ordentlig mand, når du ser sådan ud" Nå, men, i stedet for at sætte mig hen i hjørnet og surmule sammen med en flok neo feminister med hår under armene, momjeans, grydeklip, uplukkede øjenbryn, soyakaffe i økobæger, halskæde fra kvindesmedjen på staden og generel forkælet og tvær attitude over livet, har jeg valgt at tage den udfordring op og gøre det til et antropologisk studie at finde ud af, hvorfor jeg føler jeg sender ét signal, men tydeligvis udsender et helt andet. -Tro det eller ej, denne her halvdel af cunttown ville jo gerne ha' læst havbiologi el antropologi, men da jeg ikke ejer selvdisciplinen eller evne, til at sidde stille i mere end 10 minutter af gangen, blev uni noget jeg overlod til den anden del af cunttown. Til gengæld, kan man altid invitere mig med i zoo, hvis man gerne vil høre random facts om dyr, eller sidde på en bænk i 4 timer og snakke om mennesker.

Nå men for at vende tilbage til bloggens tema, KOMMUNIKATION, måtte jeg jo indse at der også findes noget der hedder nonverbal communication. Og det er nok der, den går galt for mig. Jeg ser jo nu en gang ud som jeg gør og dette tiltrækker så åbenbart fuckboys og psykopater, som fluer til en lort. Well that sucks, for jeg er jo egentlig godt tilfreds med mit "look". Nå, men jeg vil dog kaste mig ud i et projekt og i en hel uge virkelig forsøge at trække i den fodformede, usexede, pædagogstuderende, humanitære, kamillethe elskende dragt aka momjeans og sweater og se om der sker noget i forhold til folks reaktioner på mig... stay tuned venner og lad os se om der kommer en ny "forbedret" Meggie i 2018.

Selv tak!!! 

Metallictastic lips y'all

Nej tak til kødpølselæber i denne omgang. 

Her får I en hardcore omgang med Lime Crimes "Raven" toppet med "Black Unicorn".

Enjoy or go to hell. XOXO Cunt Town <3

Om at simulere sin tilpasningsevne

Jeg skider på gulvet af foragt, hvis jeg skal høre flere der bruger ordet ”omstillingsparat”. Jeg har svært ved at se det positive ved dette ord. Det er sådan set ikke fordi jeg er imod konceptet om at tilpasse sig, men fordi jeg har ufatteligt svært ved at bruge ordet omstillingsparat om mig selv, uden at føle mig totalt personlighedsberøvet.

Jeg skal ikke sidde her og have ondt af mig selv, imens jeg gemmer mig bag min MacBook med en kop Nescafé og en spandauer fra Lidl. Jeg har ikke ondt af mig selv, men jeg har ondt af min generations evige søgen på at passe ind i systemer, der ikke har været omstillingsparate nok, til at passe ind i min generations systemer. Jeg har brugt timer, dage, uger og år på at blive klar. Klar til at være omstillingsparat. Jeg tror jeg misforstod noget som teenager, da jeg fik opfattelsen af, at det hele handlede om at danne en identitet, så man kunne stå stærkt i sin videre livsrejse. Nu handler det tilsyneladende om at være en basic bitch der skal kunne have et stramt suit på, men også gerne være casual-lerskulptør-agtig og helst ikke bære en læbestift der er meget mørkere end kaukasisk mellemkød, for det ved vi alle sammen godt betyder, at man er frisky og har været med i et ”M!” Magasin i 00’erne. (hvad fanden blev der egentligt af ”M!”? Hvis nogle ved noget, så henvend jer gerne, men helst ikke til mig.)

Hvorfor er det at man skal tvinges til at lyve for sig selv og sin kommende arbejdsplads? Vi kan jo for helvede ikke alle sammen rende rundt og være ekstroverte, korrekturlæsende, humoristiske, servicemindede, skarpøjede, klaverspillende, børsopdaterede, håndtegnende, pulsliderlige, hyperdynamiske, idegenererende, chokoladekagebagende, openmindede og omstillingsparate, vel? Er jeg den eneste hvis patter slæber langt hen af gulvet, med en brosten i hver, fordi jeg er så træt af at blive følelsesmæssigt gruppevoldtaget af systemer, der påstår at være innovative? Hvad er det egentligt for noget pis? Hvem er det der sidder derude og synes at nævnte hurra-ord, omstillingsparat, har lige så meget værdi som evnen til at omgå sig socialt eller at læse og skrive?

Kan vi ikke lige få kammertonen engang? Omstillingsparat er blevet jongleret ned i den forkerte ord-definitionskasse. Det skal vidst flyttes til kassen med ”korpulent”, ”Overflødighedshorn” og ”badutspringer”, altså ord som man bruger ca. 2 gange i sit liv, og som man aldrig rigtigt identificerer med noget seriøst i tilværelsen. Kan det virkelig passe, at størstedelen af Danmark render rundt og synes at omstillingsparathed ikke bør kategoriseres som et skældsord? Hvem fanden skal man lade sig røvpule af, for at få et Amen!?

Med venlig hilsen

Mathilde, en genstridig møgfisse

CUNT BLOCKING

Vi har i et tidligere indlæg været inde på emnet "at være en af drengene". Men hvad sker der egentligt når din homie cunt blocker dig? Ja, der sker jo så ikke så forfærdeligt meget. Men når man holder en pause fra sin såkaldte "bedste ven", så sker der pludselig en hel masse, og inden man har set sig om, så har man brugt 600kr på gør-det-selv klamydiatests fra døgnapoteket på Amagerbrogade.

Så hvad er det egentligt med de drengevenner? Hvorfor cunt blocker de os, når vi absolut ikke cock blocker dem. Vi wing-woman'er dem glædeligt hjem i en taxa med den ene sløje skinke efter den anden, og lyver for deres kærester når de søndag morgen ringer og vil afhøre dig om gårsdagens eskapader. Mandelige læsere er velkomne til at kommentere herunder, vi undrer os virkelig...

Hvorfor er det, at mænd har behov for at eje kvinder? Herunder også deres veninder.

bøsser har en gaydar der gør at de kan spotte andre bøsser. Dine mandlige venner har en sjette sans, der formår at informere dem om, at selvom de står i modsatte side af baren, skal de nu sætte sig akavet ned ved siden af dig, måske ae dig lidt kikset på skulderen og ikke rigtigt gøre en indsats, andet end at være til stede. (De er jo trods alt Guds gave til mennesket). Og der sidder du så, som serrano i en Joe sandwich, og prøver at jongelere ord til både din drengeven (som pludselig formår at agere jaloux eks) og flot, veltrænet, tattoveret, veluddannet og sjov mand, der to sekunder inden din taber-ven satte sig, havde gjort det klart, at han var yderst interesseret i at afmontere din bodystocking på vej hjem i hans rangerover.

Et andet scenarie kan være at; imens du mentalt sidder og tørrer dit eget savl op, grundet den samtale du pt har med ultra sexet mand, så kommer din drengeven pludselige svingende ind fra højre, som en anden Tarzan og slår sig febrilsk på sit udhulede, og sløje hjemmetatoverede bryst. (Forestil jer scenen fra Mean Girls, hvor Cady første gang introduceres til kantinens hierarki på sin nye skole). Dette er en ofte set situation i vores vennegruppe, men hvis du spørger vores drengevenner, så kender de intet til det. Men som pligtopfyldende veninde føler man altid et pres for at glatte situationen ud, og man kæmper en kamp for at få sin ven til at fremstå mindre retarderet, end han netop har udstillet sig selv. SOCIALT EKSPERIMENT, NÆSTE GANG LADER VI JER SEJLE I JERES EGEN SØ AF TESTESTERON. Ikke fordi vi ikke elsker jer, men fordi vi føler at dette indlæg lægger op til en Vol. 2.

Vi er alle bekendt med begrebet "luder-madonna komplekset". (Til de tungnemme er der tale om mænds tvetydige opfattelse af det kvindelige køn. Kort sagt vil nogle mænd foretrække at du er jomfru, men boller som en luder hvis huslejen skulle have været betalt i går.)

Men hvad får I egentligt ud af at cunt blocke os gutter? Jo, i får det ud af det, at vi ender med at dele jeres 19 årige lillebror med en anden veninde en sløj mandag aften, efter en tur på cosy.. Længe leve mandagsbranderter og Aloha priser på LA bar.

Note to self: Måske vi trænger til nogle nye drengevenner.